Hun har ændret dansk popmusik for altid og sat ild til vores dansegulve og pophjerter. I anledning af den biografaktuelle film om vores allesammens Medina dykker vi i denne uge ned i myten Medina og hylder hendes musik, tekstunivers og energi.



Medina-mixtape: Vi hylder og nørder vores allesammens popdronning

Foto: Emma Sejersen/POLFOTO
Foto: Emma Sejersen/POLFOTO

Det sker i tide og utide, at nye pop-konger og pop-dronninger bliver kronet. Men der er ingen vej udenom: Medina har regeret i over et årti på den danske musikscene. Fra gennembrudsalbummet i 2009 og til den nu biografaktuelle dokumentar har Medina været den og det, man altid kunne sætte på, hvis man skulle sætte skrålende ild til dansegulvet.

»10.000 morgenfester«, »rådne sjæle«, »at strippe sine ord for dig«, »her ser man ikke svage tårer«, »du laver morgenmad, men ikke til mig«. Medina gav popmusikken tilbage til det danske sprog, indvarslede klubbens ensomhed og blev flået af pressen.

I ugens afsnit fejrer vi popdronningen. Mest for musikken, men også for mennesket. Vi hylder sangskriveren, showskaberen og stilikonet, der gang på gang leverer det, vi måske ikke vidste, vi havde brug for.

Vi pudser hendes diadem, deler ud af favoritterne og finder de glemte perler frem. Der skal svælges i tekster og beats. Læn dig tilbage og lad dig suge ind, nu er musikken kun for dig.

Velkommen til Poptillægget, velkommen til Medina.




Sille Westphal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her