Gulddreng og Lady Gaga har det tilfælles, at de er figurer, der er kendte for deres ekspressionistiske ydre, men som bag maskerne blot er Malte Ebert og Stefani Joanne. Og så er de begge aktuelle i hver deres dokumentarfilm, der inviterer ind bag facaden.
Men de er ikke de eneste. Inden for både pop, rock, heavy metal og hiphop bruger store kunstnere selvskabte figurer i et forsøg på at skubbe til forståelsen af det, de laver. Ifølge musikredaktør og paneldeltager Simon Lund er det en nødvendighed i nutidens musikbranche, hvor kunstneren skal skabe en stærk fortælling, der sætter dagsordenen:
»Skal du have en plads i den tætte informationsstrøm, skal du ikke lave en plade, der bare er lidt anderledes. Du skal lave et jordskælv hver eneste gang«.
I ugens podcast tager panelet et kig på de kunstnere, der gennem tiden har gjort sig bemærket ved flere gange at skifte image, ved at producere musik under pseudonymer eller ved at nå til tops som selvskabte personaer. Miley Cyrus, Madonna, Bob Dylan, David Bowie, King Diamond og Tyler the Creator er blandt de nævnte kunstnere, der gang på gang har genopfundet sig selv ved at være i opgør med deres image.
Ugens anbefalinger
Panelet
Anna Ullman: Musikkritiker og kulturjournalist på Weekendavisen
Simon Lund: Musikredaktør på Politiken
Pernille Jensen: Kritiker og redaktør på Ibyen
Vært: Lucia Odoom
Læs mere

