Sommerhittet. Hittet du ikke kan undgå at høre brage ud af højtalerne på stranden, på Roskilde Festival eller på klubberne. Men hvilke hits kommer til at definere sommeren 2018? Det vurderer ugens musikkyndige panel, som også diskuterer nostalgiske throwback-hits og nutidige tendenser i popmusikken.
Ifølge paneldeltager og radiovært, Mads Axelsen, er queer-popmusik en klar tendens:
»Queer-anthems har traditionelt set oftest været lavet af hvide, heteroseksuelle kvinder, som har lavet store pophits, der er blevet spillet på bøsseklubber over hele verden. Men det virker til, at der er kommet en ny bølge af ud-af-skabet queer-musikere, som laver musik, der er dedikeret til dem, de rent faktisk bliver forelskede i. De pakker ikke længere teksterne ind, og det er hvem man kysser med på klubben, der bliver sunget om«.
Af popmusikere fra queer-landskabet udpeger Mads Axelsen franske Chris fra bandet ’Christine and the Queens’, der ikke vil identificeres som hverken mand eller kvinde, og den unge australske sanger Troye Sivan. I nummeret ’Bloom’ synger han helt eksplicit om analsex for første gang, og med nummeret bryder han et tabu omkring seksualitet, som klæder moderne popmusik. For der er for få kunstnere, der tør gøre, hvad Chris og Troye Sivan gør.
»Moderne homoseksuelle popstjerner slipper tit lidt for nemt omkring det ømme emne. Et eksempel er Sam Smith. For ham er det at være homoseksuel production value mere end det er at komme helt ind i hjertet på det, der faktisk betyder noget for hans fans. For den unge queer-kultur, som følger en stjerne som Sam Smith, ville have godt af, at det blev mere eksplicit, hvem det er, han har skrevet de her sange til, fortæller Mads Axelsen.
Men Poptillæggets sommermixtape anno 2018 involverer også både nye og ældre divaer, 80’er-revivals og uundgåelige kunstnere som Ariana Grande, Cardi B, Medina og Gilli. Og selvfølgelig panelets bud på årets Roskilde-hit.
Ugens anbefalinger
Ugens panel
Simon Lund: Musikredaktør på Politiken
Josefine Winding: Arbejder for Heartland Festival og DJ
Andree Hoxfeldt: DJ
Mads Axelsen: Radiovært
Vært: Lucia Odoom
Læs mere
fortsæt med at læse

