I denne uge holder vi pause fra Soundcloud-rappere, tv-serier og Drake og Ariana Grandes ekskærester. I stedet vender vi blikket imod geniale kunstnere, både unge som gamle, der mestrer klaverets tangenter som ingen andre.

Op på tangenterne: Velkommen til Politikens pianotillæg

Foto: Andreas Haubjerg/POLFOTO
Foto: Andreas Haubjerg/POLFOTO

Sveden pibler af deres pander, hænderne bevæger sig i en uforståelig hastighed og lidenskaben og passionen stråler ud af dem. De er ensomme superstjerner, som på smuk og vidunderlig vis formidler følelser, historier og drama gennem deres instrument. De er verdensberømte pianister. Og så er de centrum i ugens udgave af Poptillægget.

Ugens klaverkyndige panel tager dig med på en musikalsk rejse gennem tiden med udgangspunkt i de vigtigste pianister, fra ældre ekvilibrister som Martha Argerich og Glenn Gloud til en yngre, og næsten poppet, stjerne som Daniil Trifonov. Hør fantastiske fortolkninger af kendte symfonier og præludier og fornem, hvordan de unge pianister bliver ældre med de gamle numre. Vi inviterer dig ind i klassisk musik, når den er allermest episk.

Panelet giver desuden råd til, hvor du skal starte, hvis du er nybegynder i det klassiske musiklandskab. Og så fortæller musikredaktør, Thomas Michelsen, hvordan klassisk musik er som vin. Noget kan man lide, andet kan man ikke, men det handler blot om at prøve sig frem, uden at tænke på etiketterne.

Bare lyt til musikken.

Og til podcasten og følg med herunder, når panelet diskuterer pianister og pailletkjoler, fejltagelser, om ufatteligt hurtige fingre og om både gamle og unge talenter.

Vladimir Horowitz spiller Beethoven tilbage i 1956:

Se på disse to kvindelige pianister, Mitsuko Uchida og Yuja Wang, med pailletkjoler og bedøm sammen med panelet, hvorvidt en sådan påklædning er nødvendig, eller om musikken burde tale for sig selv:

Fornem Martha Argerichs dybde og temperament, når hun her spiller Rachmaninovs 3. klaverkoncert:

Maria Joao Pires tager fejl af den koncert, hun skal spille. Se og hør, hvordan det ender:

Det unge talent Daniil Trifonov som sexet pianist:

Kathrine Eggert Wadsholt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her