Hans Ludvig Smidth blev født 2. oktober 1839 i Nakskov.
Da faderen i 1853 blev byfoged i Skive, flyttede forældrene med fem børn hertil. Hans Smidth blev student fra Viborg Katedralskole i 1858 og rejste til København for at studere medicin. Men han afbrød studierne i 1861 og gik i flere år på Kunstakademiet. Han debuterede som maler på Charlottenborg i 1867. Efter faderens død i 1878 flyttede moderen ind hos sin søn i København og boede der til sin død i 1895. Hver sommer rejste Smidth til Jylland for at male, og mange af hans malerier er med jyske landskaber. Den første samlede præsentation af hans værker blev vist i Kunstforeningen i København i år 1900, hvor 290 af de 300 værker blev solgt. Hans Smidth, hvis yngre bror var fabrikant F.L. Smidth (1850-99), døde 5. maj 1917.



























