Der er tale om henholdsvis en mindesten og en mindeplade, som begge findes i Gentofte Kommune.
Ved Jægersborg Allé 184 kan man se en mindesten for modstandsmanden Jørgen Haagen Schmith (1919-44) kaldet ’Citronen’. Mindestenen blev opstillet i 1984 og bærer indskriften: »Her faldt Jørgen Schmith ’Citronen’ for Danmark 15.10.1944«. Schmith arbejdede hos Citroën i København og fik derfor dæknavnet Citronen. Schmith, der var medlem af den københavnske modstandsgruppe Holger Danske, blev dræbt i 1944 af Gestapo i en ildkamp. Et andet Holger Danske-medlem var Bent Faurschou-Hviid (1921-44) kaldet ’Flammen’. Faurschou-Hviid blev opsporet af tyskerne og slugte en giftpille, inden besættelsesmagten kunne nå at pågribe ham levende. På Strandvejen 184 kan man se mindepladen i bronze for Faurschou-Hviid. Efter besættelsens ophør blev Flammen og Citronen genstand for massiv heltedyrkelse, som symboler på Danmarks modstand mod tyskerne. For nylig havde biograferne premiere på spillefilmen med titlen ’Flammen og Citronen’, der er baseret på virkelige hændelser og øjenvidneberetninger fra personer, der i sin tid har oplevet de to modstandsmænd på allernærmeste hold.




























