Den ene part siger: »Køb bare rigeligt med taxfree-varer. Dem kan du sagtens få med gennem sikkerhedskontrollen«. Den anden part siger: »Haps. Vi beslaglægger lige alle de rare sager, du har købt i den taxfree-butik«. De to parter, der her er tale om, er henholdsvis taxfree-butikken i Københavns Lufthavn i Kastrup og personalet i sikkerhedskontrollen i Zürichs lufthavn. Begge parter mener, at de har ret i deres tolkning af reglerne.
LÆS OGSÅ CPH har Nordens billigste taxfree
Som tredje part har vi en Politiken-læser, der kom i klemme mellem de to parter.
Han skulle nemlig flyve fra København via Zürich til USA. Han købte for 2.000 kroner creme og parfume i taxfree-butikken i Kastrup, og man forsikrede ham, at han ikke ville få problemer undervejs. Men det gjorde han – i Zürich:
»Her konfiskerede myndighederne for mere end 2.000 kroner cremer og parfume – alt det, der var i beholdere på mere end 100 ml. Vi var naturligvis chokerede, fordi de i butikken i Kastrup havde sagt, at der ikke ville være problemer med det«, fortæller læseren, der ønsker at være anonym.
Sikkerhedspersonalet i Zürich nægtede at give en kvittering for de beslaglagte varer, og den rejsende kunne derfor frygte, at han ville få svært at få købet refunderet i Kastrup. Men det var der ingen problemer med – han henvendte sig til dem, da han kom hjem igen, og fik med det samme udbetalt beløbet på de 2.000 kroner.
Direktør Tore Hov fra Heinemann Retail Group, der driver taxfree-butikker i Kastrup, er overbevist om, at hans ansatte har handlet korrekt:
»Reglerne siger, at hvis man har sine indkøb i en såkaldt tamper free bag, så kan man komme gennem sikkerhedskontrollen i 24 timer efter købet. Vi hører, at lufthavnene i Zürich og Amsterdam nogle gange har valgt at konfiskere varerne«, siger Tore Hov.
Tjekker regler endnu en gang




























