Inden for en måned vil et særligt rabatprogram hos de svenske jernbaner, SJ, blive tilgængeligt for danskere og i øvrigt også andre togrejsende, der ikke har bopæl i Sverige. Netop kravet om svensk bopæl har hidtil været en betingelse for at deltage i det særlige Prio-program, der blandt andet kan give billigere togbilletter, men det svenske togselskab er indstillet på at gøre muligheden for rabatter tilgængelig for danskere og andre, der ikke har bopæl i Sverige. Dermed følger SJ i sporet af blandt andet de tyske jernbaner, Deutsche Bahn. Her findes et særligt Bahncard, som giver mulighed for at købe billigere togbilletter. Bahncard er allerede tilgængeligt for danskere - endda på en hjemmeside, der er udformet på dansk.
LÆS OGSÅ Danske tog kører i sneglefart
SJ’s presseafdeling oplyser til Turengårtil.dk, at der har været massive tekniske problemer med at omstille Prio-programmet, så det kan bruges af andre end svenskere, men alt vil være på plads inden for en måned, lover SJ.
Det vil formentlig glæde vores læser Peter Gervais, der for nylig var i gang med at arrangere en togrejse til Sverige:
»Jeg ville have købt en billet med SJ over nettet. Som noget nyt kan man køre direkte fra Odense til Stockholm, og jeg ville gerne have fortsat til Östersund og leje bil der. Jeg var inde på SJ’s hjemmeside for at bestille tog og bil. På siden oplyses det, at man kan få rabat, hvis man har SJ Prio medlemskab. Selvfølgelig vil man da gerne spare penge, så jeg går ind på siden for at blive oprettet - men ak nej: Man skal bo i Sverige for at kunne benytte sig af tilbuddet«, siger Peter Gervais.
Tysk rabat med en fælde




























