Flyproducenten Boeing har udpeget 64-årige Kelly Ortberg, der har mere end 35 års erfaring i branchen, som ny topchef.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse onsdag.
Ortberg tager over efter Dave Calhoun, der fratrådte stillingen efter en turbulent tid, hvor et af selskabets fly mistede et sidepanel under en flyvning.
Efterfølgende undersøgelser, som de amerikanske luftfartsmyndigheder stod for, viste en række graverende fejl i Boeings kvalitetssikring.
Der blev blandt andet konstateret manglende bolte og forkert placerede borehuller, ligesom selskabet fik besked på at præsentere en plan for, hvordan man vil sikre, at lignende hændelser ikke sker fremover.
Den nye topchef overtager desuden ansvaret i et selskab, der har haft svært ved at levere fly til tiden.
ritzau



























