Du kommer ikke til at se nye uniformer hos kabinepersonalet eller et comeback til gratis flymad med ægte bestik. Og sæt heller ikke næsen op efter billigere flybilletter.
For selv om SAS nu er ude af sin mere end to år lange konkursbeskyttelse og bliver beskrevet som både ’genfødt’ og det ’nye’ SAS, er det på andre områder, du som rejsende kommer til at opleve forandringer eller ændringer. Først og fremmest i relation til den ene af SAS’ nye ejere, fransk-hollandske Air France-KLM og medlemskabet af flyselskabsalliancen Skyteam.




























