Japansk flyselskab stopper salg af flybilletter med afrejse torsdag efter cyberangreb, der er ’taget hånd om’.

Japansk flyselskab sætter billetsalg på pause efter cyberangreb

Foto: Yuichi Yamazaki/Ritzau Scanpix
Foto: Yuichi Yamazaki/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Flyselskabet Japan Airlines har natten til torsdag løst problemet forårsaget af et cyberangreb.

Det oplyser selskabet ifølge nyhedsbureauet AFP på det sociale medie X.

»Vi har fundet og taget hånd om problemet. Vi er i færd med at tjekke systemets genoprettelsesstatus«.

»Salget af både indenrigs- og udenrigsflyvninger med afgang i dag er blevet indstillet. Vi undskylder for den ulejlighed, det må medføre«, lyder det i opslaget.

Tidligere på natten bekræftede en talsperson for selskabet, at det var blevet udsat for et cyberangreb, som påvirkede selskabets interne og eksterne systemer. Meldingen lød, at der kunne komme forsinkelser og aflysninger.

Selskabet havde netværksproblemer fra omkring klokken 07.24 lokal tid, oplyser det ifølge AFP på X. Årsagen til problemet blev fundet klokken 08.56.

Det er fortsat uklart, hvem der har udført angrebet, hvor omfattende konsekvenserne er, og hvor mange fly der vil blive påvirket af det.

Selskabet kan omkring klokken 03 dansk tid ikke oplyse, hvilke fly der vil blive forsinket, skriver AFP.

Japan Airlines er landets næststørste flyselskab efter All Nippon Airways.

Det har hovedsæde i Tokyo og råder over i alt 227 luftfartøjer.

Japanske selskaber er de senere år blevet udsat for flere cyberangreb.

I juni indstillede det japanske videodelingstjenesten Niconico sin drift, fordi det var udsat for et omfattende cyberangreb, oplyste dets moderselskab, Kadokawa.

Hackergruppen BlackSuit, der har forbindelser til Rusland, tog ansvar for angrebet.

Den krævede en løsesum for ikke at offentliggøre ’meget personlige oplysninger om japanske borgere’, skrev det japanske nyhedsbureau Kyodo News.

I 2022 forstyrrede et cyberangreb en Toyota-leverandørs systemer så meget, at bilproducenten måtte standse driften af landets 14 fabrikker i 24 timer.

Det bremsede produktionen af omkring 13.000 køretøjer.

Det er ifølge CNN ikke offentligt kendt, hvem der stod bag det angreb.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her