Størstedelen af verdens lande var i marts i gang med at boykotte Trumps USA ved simpelthen at blive væk. Vælge et andet turistmål. Give præsidenten, hans handelskrig og alle hans andre uforudsigeligheder fingeren ved at undlade at bruge den til at trykke køb hos flybilletpusheren.
Eller sådan så det i hvert fald ud på statistikkerne. Efter et mindre fald i februar i forhold til samme måned sidste år styrtdykkede besøgstallene til USA i marts, især fra Vesteuropa, men i alle verdensdele var der en overvægt af lande med væsentlig færre turister end samme tid året før.


























