Sjældent har to danskere været så lykkelige for at se en svensk kommunebygning. Men sådan var det for Klaus-Jakob Bo Nielsen og Jens Kjær Henneberg på en regnvåd onsdag i juni. 671 kilometer havde de cyklet fra Luleå til Sundsvall i det nordlige Sverige og triumferede med trætte smil foran en betongrå og karrygul bygning med påskriften ’Sundsvalls Kommun’.
»Vi stod lidt og krammede i regnen. Tog oplevelsen ind. Og så gik vi i tørvejr«, siger Klaus-Jakob Bo Nielsen.




























