Det lille Schweiz
På denne helligdag, hvor vi har henlagt vores besøg, er parkeringspladsen et sandt inferno af feriegæster, campingvogne, hunde og aggressive vandrestave. Vi går ud ad en sti, og som den forgrener sig i mange forskellige vandrestier, tynder det snart ud blandt de besøgende. Landskabet ændrer sig dramatisk. Efter nogle minutter er vi for foden af en spektakulær dyb kløft. Vi har næsten de imponerende klippeformationer for os selv.
Gyngebroer i træ fører over åer, som er udtørret på grund af tørken i Nordeuropa. Her er smalle revner, man kan klemme sig igennem, mellem høje, vertikale klippevægge. Her får fotografen sit hyr med at komme igennem med al sit grej. De velafmærkede jordstier fører gennem bøgeskove op til imponerende udsigtspunkter mod skov og marker og enkelte vindmøller i det fjerne. Langs siderne af klippehøjene er klatrere af begge køn iført hjelme ved at gøre sig klar i en spaghetti af torve, karabiner og kroge.


























