En proukrainsk hackergruppe ved navn Silent Crow hævder at stå bag et cyberangreb på informationsinfrastrukturen hos det russiske flyselskab Aeroflot, skriver Reuters.
I en udtalelse online, som angiveligt stammer fra gruppen, hævdes det desuden, at også belarusiske hackere var involveret i angrebet. Aeroflot har hverken kommenteret på eller be- eller afkræftet meldingerne om et muligt hackerangreb. Reuters har ikke kunnet uafhængigt verificere ægtheden af erklæringen.
Aeroflot oplyste tidligere mandag i et opslag på beskedtjenesten Telegram, at flyselskabet har aflyst over 40 flyvninger på grund af en fejl i deres informationssystemer.
Hackergruppen siger ifølge The Moscow Times, at den har ødelagt omkring 7.000 servere og fået adgang til flyhistorikdatabaser.
Samtidig siger gruppen, at den med angrebet har fået kontrollen med medarbejderes personlige computere og udtrukket data fra overvågnings- og aflytningsservere. Gruppen truer med snart at offentliggøre »personlige data på alle russere, der nogensinde har fløjet med Aeroflot«.
Siden krigen i Ukraine begyndte i februar 2022, er Ruslands flytrafik ofte blevet ramt af forsinkelser. Forsinkelserne har dog som regel været forårsaget af midlertidige lufthavnslukninger efter droneangreb.
På grund af sanktioner mod Rusland er Aeroflots ruter blevet begrænset drastisk siden krigens begyndelse. Alligevel er flyselskabet stadig blandt de 20 største i verden målt på passagertal. I 2024 nåede passagertrafikken i Aeroflot-gruppen 55,3 millioner passagerer, ifølge flyselskabets hjemmeside.
ritzau



























