Foran mig i det skarpe modlys får morgensolen bølgelinjerne på revlen til at glimte og glitre i dansende lyskæder. Jeg misser mod øst og får øje på en bevægelse: en sæl stikker hovedet op og møffer sig op på revlen, hvor den formår at strække både hale og hoved mod himlen. Det plasker igen, og jeg får øje på endnu en sæl, som laver yndefulde dyk, inden den ganske uelegant klunter sig op på sandbanken. Og så en til og en til.
Jeg er på Fanø Krogaard og har værelse med småsprossede ruder og udsigt til hav og himmel. Jeg slipper de tunge pattedyr af syne og leder efter en tandbørste på badeværelset, og da jeg småsøvnigt kigger ud ad det lille skråvindue over toilettet, opdager jeg endnu en sæl derude.




























