Norwegian har ambitioner om mere end bare at sælge flybilletter. Derfor har det norske luftfartsselskab opkøbt Nordic Leisure Travel Group, der blandt andet omfatter Spies, Ving og Tjæreborg. De to selskaber slås sammen til ét, der ifølge Norwegian bliver Nordens førende udbyder af enkelt- og pakkerejser.
»Ved at tilføje Nordic Leisure Travel Groups førende position inden for ferierejser til Norwegian-koncernens omfattende rutenetværk, bygger vi et bedre og mere fleksibelt kundetilbud. Vi ser et betydeligt potentiale for at øge salget af hoteller og ferieoplevelser på tværs af vores eksisterende kundebase og gøre hver flyrejse til en potentiel indgang til en komplet ferieoplevelse«, siger Geir Karlsen, der er koncerndirektør i Norwegian, i en pressemeddelelse.
De hidtidige ejere af NLTG, kapitalfondene Altor og TDR og den norske hotelkonge Petter Stordalen, får ud over en kontantsum på 3,5 milliarder svenske kroner også ejerandele i den nye Norwegian-koncern. Samlet er der tale om en handel til en værdi af knap 8 milliarder svenske kroner (svarende til 5,45 milliarder danske kroner).
Tilsammen råder de fusionerede selskaber over 160 fly og vil komme til at betjene 30 millioner kunder om året. Forventningen er, at Norwegians årlige omsætning øges med op til 50 procent.
Handlen skal godkendes på en ekstraordinær generalforsamling i Norwegian i juli, ligesom konkurrencemyndighederne også skal nikke ja til fusionen. Lykkes det, vil handlen træde i kraft i andet halvår af 2026.
Investorerne tager umiddelbart ikke godt imod fusionsplanerne. Norwegian-aktien handles tirsdag morgen 4,1 procent lavere end mandagens lukkekurs på Børsen i Oslo.
ritzau
fortsæt med at læse




























