En by som Pisa har haft stor glæde af sit skæve tårn, og måske er London på vej til at få en tilsvarende attraktion: Big Ben-tårnet er begyndt at hælde. Faktisk så meget, at det skulle være muligt at se det, når man står på gaden. Risikoen for, at det vælter, er dog minimal. Hvis hældningen fortsætter med den nuværende ’hast’, vil det tage 4.000 år, inden tårnet læner sig lige så meget til siden som sin kollega i Pisa. Og selv den vinkel betyder ikke, at tårnet er i væltefare, skriver den engelske avis The Daily Telegraph.
LÆS ARTIKEL Det Skæve Tårn retter sig op
Selve tårnet hedder faktisk ikke Big Ben - det er navnet på den store klokke i toppen af tårnet, men i folkelig tale kaldes tårnet aldrig andet.
Toppen af tårnet har nu bevæget sig cirka 40 centimeter væk fra det lodrette plan. Det er en årelang proces, der har ført til, at Big Ben nu står en smule skævt til den ene side.
Teknikere kan påvise, at hældningen begynde at gå lidt hurtigere i august 2003. Indtil da skred det 0,65 millimeter om året – fra august 2003 steg det til 0,90 millimeter om året. Og der kom åbenbart et særligt mærkbart ryk i tårnet mellem november 2002 og august 2003.



























