Røros er nok noget af det tætteste, man kommer på en by, der frivilligt har ladet sig omdanne til et frilandsmuseum. Går man indbyggerne lidt på klingen, indrømmer de, at det selvfølgelig ikke er helt uproblematisk at bo i en by, hvor man ikke selv kan bestemme farven på sit hus og ikke kan rive vægge ned, hvis man gerne vil konvertere de småbitte rum til noget større og mere praktisk. Er man næringsdrivende i Røros, kan man roligt glemme alle drømme om et butiksskilt bøjet i neon. Som i de gode gamle dage skal det være. Man lever trods alt i en illusion. Men gør det jo så til gengæld fedt og godt. Folk i Røros ser da også generelt glade og tilfredse ud, når de tøffer rundt på sparkstøtting i de stejle, snedækkede gader. Siden den sidste store mine, Olavsgruva, lukkede i 1970’erne, er deres liv blevet anderledes. Engang afhang alles ve, vel og levebrød af Røros Kobberverk og verdensprisen på kobber. Danskekongen og de lokale matadorer tjente styrtende. Men for lokalbefolkningen var det ikke altid nogen dans på roser.
Syreregn og et afskovet område på 6.000 kvadratkilometer, der stadig henligger som halvskaldet vidda, var blandt omkostningerne. I de godt 330 år, hvor alt drejede sig om at udvinde kobber, stod den mestendels på hårdt arbejde og dårlig løn for minearbejderne. Ofte fik de i lange perioder slet ingen løn udbetalt. At klage sin nød hjalp ikke meget. Da lønnen endnu engang var udeblevet i et år eller to i 1670, klagede arbejderne til kansler Ove Bielke. Det fik de ikke meget ud af. De danske ’bergverkskonger’ var mest optagede af de store indtægter til statskassen. Så kansleren formanede myndigt arbejderne at afholde sig »fra ald bulder och opsetzighed«. Og det var så dét.
