Vandring
Kullens fyr er det kraftigste i Skandinavien og kan ses på 50 kilometers afstand. Dertil kommer en formidabel udsigt i al slags vejr. Er der stille, kan man se langt; er vejret vildt, hamrer bølgerne ind over klipperne og minder én om naturens kræfter. Fyret er fra år 1900 og ligger knap 90 meter over havet.
Der tilbydes guidede ture, men man kan sagtens selv – med fornuft og forsigtighed – udforske området. De guidede ture udgår fra Naturum, der ligger på den yderste spids af Kullen lige ved fyret. Naturum findes over det meste af Sverige og er et informationscenter med udstillinger og naturvejledere. Er man på egen hånd, findes en 9 kilometer afmærket rute, som går fra havnen i Mølle. Regn med cirka fire timers travetur.



























