En katastrofe under et flyshow i august i Sydengland, som kostede 11 personer livet, betyder nu, at London må opgive en storstilet fejring af 75 året for ’Battle of Britain’, luftslaget mellem engelske og tyske fly under Anden Verdenskrig.
20 Spitfirefly fra Anden Verdenskrig skulle have fløjet i formation over London næste weekend. De skulle ikke have udført dramatiske manøvrer. Formålet med flyvningen var bl.a. at mindes ’The Hardest Day’, 18. august 1940, da engelske og tyske fly var i hårde luftkampe.




























