For få år siden var Rennes kendt som en trist fransk provinsby. Berømtheder tog ophold i byen – Jack Kerouac, Milan Kundera og Ferdinand Céline – og rejste videre, så snart muligheden forelå. For at føje spot til skade blev byens vartegn, Bretagnes parlament, brændt af under en af de mange demonstrationer, de genstridige bretoner excellerer i.
Men i dag bringer tgv-hurtigtoget snart Rennes inden for kun halvanden times rejse fra Paris. Og byen er som en anden fugl Fønix genopstået. Det gælder ikke blot det restaurerede parlament, der igen står i al sin pragt. Også de flotte gamle træhuse, som indbyggerne gennem et par århundreder har haft overmalet, fordi de var en skamfuld påmindelse om en penibel fortid præget af hærgende ildebrande, fattigdom og uhumskhed, er nu ført tilbage til deres oprindelige overflade og fremstår igen i deres fulde glans. Byen kan prale med 286 gamle bindingsværkshuse, kun overgået af den normanniske hovedstad Rouen.




























