Gamle vægge rives ned, nye sættes op, og de helt store boremaskiner buldrer løs. Københavns Lufthavn er i gang med en storstilet ombygning af et af de mest følsomme områder i hele lufthavnen: sikkerhedskontrollen, som over 100.000 mennesker passerer igennem på en travl dag. Og ingen af dem har lyst til at stå i kø så meget som bare ét minut.
I de seneste dage har de rejsende sikkert lagt mærke til, at de skal gå en lidt anden vej end hidtil for at komme frem til det punkt, hvor de skanner deres boardingkort og går videre til den egentlige sikkerhedskontrol, hvor håndbagagen gennemlyses.



























