Hvis man var i tvivl om, hvor man er, forsvinder tvivlen i det øjeblik, man træder ind ad hovedindgangen på Hotel Fjordgården i Ringkøbing. Lige inden for døren står nemlig en miniudgave af en Vestas-vindmølle. Vindmøllegiganten er en af de største arbejdspladser på egnen.
Hvis man stadig er i tvivl, forsvinder den sidste rest, når man står i baren og ser, hvilken fremtrædende plads en anden lokal producent har – Stauning Whisky, som verdens største producent af spiritus, Distill Ventures og Diageo, har investeret mere end 100 millioner kroner i. Men de gyldne dråber koster – også i baren.




























