I festteltet ved Pakhustorvet i Nykøbing Mors står 97 sultne og forventningsfulde skaldyrelskere parate til at »kysse havet på munden«, som den franske digter Léon-Paul Fargu har beskrevet oplevelsen af at få en rå østers i munden.
I teltet er serveringsbordene fyldt til bristepunktet med østers- og muslingeretter tilberedt af michelinkokken Anita Klemensen fra restaurant Den Røde Cottage i Klampenborg ved København og den lokale gourmetkok Jens-Peter Skov fra Sallingsund Færgekro på Mors. Under wine&dine-middagen ledsages havets frugter af vine fra nær og fjern.




























