En nervøs mor vil måske gerne gå med helt ud til afgangsgaten i lufthavnen og sige farvel til børnene, når de skal ud at flyve for første gang. Eller måske vil hun gerne stå derude, når de kommer hjem igen.
Den mulighed har man nu i lufthavnen i Pittsburgh i USA, hvor den amerikanske lufthavnsmyndighed TSA har tilladt et særligt pilotprojekt. Det betyder, at man kan få adgang gennem sikkerhedskontrollen, selv om man ikke er i besiddelse af en gyldig billet. I USA var det op til terrorangrebet 11. september 2001 i nogle lufthavne muligt på samme måde at følge familiemedlemmer ud til gaten, men det stoppede derefter.




























