På Tate Modern-museet i London er der lige nu behov for et særligt advarselsskilt: »Træd ikke på liggende museumgæster«.
Man får nemlig kun det fulde udbytte ud af den nyeste oplevelse i museet, når man lægger sig fladt på ryggen og kigger opad i turbinehallen i den store bygning, der var et kraftværk fra 1891 til 1981. Et pendul svinger frem og tilbage, ledsaget af en svag summen, som sikkert kommer fra den elmotor, der driver pendulet.
Udstillingen åbnede i tirsdags, Politiken var der i går, og pladserne på gulvet lige under pendulet er indtaget af søndagsgæsterne. Her kan man ligge og:
… stirre tomt ud i luftet
… halvsove
… fundere over, hvor man skal gå hen bagefter
… tage en selfie
… eller prøve at fange sit eget spejlbillede i pendulet.
Det er dermed en udstilling, hvor der egentlig ikke sker noget. Man selv prøve at få noget til at ske.
Politiken gjorde ikke noget forsøg på at interviewe museumsgæsterne om deres oplevelse under pendulet – eller hvorfor de var kommet her. Men brudstykker af samtaler giver en idé om, hvad der trukket folk hertil:
»Jeg anede ikke, at udstillingen fandtes, men det er en fed oplevelse«.
»Jeg trængte til lige af slappe af i en halv times tid«.
»Det er så fedt, at børnene kan få lov til at løbe frit rundt«.
Vi kan tilføje, at børnene ikke nøjes med at løbe. Gulvet skråner mærkbart, og vi så flere børn, der tog sig en trilletur. Mens mor og far holdt et vågent øje med dem, skal det siges.
Gyngerne har fat i de yngste
Gyngerne skulle være for alle aldersklasser, men det er nu mest børnene, der tager en tur.
I den anden ende af hallen handler det ikke om stillestående meditation. Her skal man røre sig. Der er hængt en håndfuld gynger op, og de er beregnet til tre personer.
Det er den danske kunstnergruppe Superflex, der står bag gyngerne og pendulet i Tate Modern. Gruppen består af Bjørnstjerne Christiansen, Jakob Fenger and Rasmus Nielsen.
Man ser gynger i mange parker, men Superflex har en særlig tanke med gyngerne: Der er plads til tre personer i hver gynge, og det er ikke meningen, at man skal tage soloture. Man skal i stedet nyde fællesskabet.
Jakob Fenger siger til BBC:
»Det skaber muligheder, når man gør ting sammen. Verden er fyldt af for mange singlegynger«.
Bjørnstjerne Christiansen supplerer:
»Vi vil have folk til at sidde ved siden af hinanden. Det gør de normalt ikke, medmindre de kører med offentlig transport«.
Vi kan så fortælle Superflex, at deres ambition med gyngerne ikke helt holder stik. Det var næsten udelukkende børn, der tog en tur i gyngerne. Ikke de indeklemte voksne, som kunstnerne gerne vil have til at sidde lidt tættere sammen.
En italiensk familie fik lokket faderen til at tage plads i gyngen sammen med et af børnene og moderen. Gyngen havde kun svinget frem og tilbage et par gange, da faderen satte hælene i gulvet, stod af, og hans mine illustrerede bedre end mange ord, at han ikke havde lyst til sådan en gyngetur.
Pendulet og gyngerne i Tate Modern svinger frem til 2. april 2018.
