Málagas Soho-kvarter, også kaldet Barrío de las artes (kunstkvarteret), ligger i et gammelt boligområde i et trekantsområde, der afgrænses af boulevarden Alameda Principal, Guadalmedina-floden og havneområdet med Plaza de la Marina som spids. Borgerskabet rykkede for år tilbage ud af kvarteret, der står med flere fine arkitektoniske perler fra det 19. og 20. århundrede, og i et halvt århundrede har det været trist og forfaldent.
For få år siden tog kvarterets beboere initiativ til at revitalisere området og skabe en moderne kulturel smeltedigel. Byrådet støttede med projektet MAUS — Málaga Arte Urbano Soho — op om ideen, og man hyrede anerkendte gadekunstnere, hvis værker skulle kickstarte opblomstringen af kvarteret.




























