Kvinden på gulvet brøler af smerte. Hun er lige vaklet ind ad døren til det støvede bibliotek, nu ligger hun på gulvet, mens fire skræmte elever holder fast i hendes arme og ben, en femte støtter hovedet. Blod blandet med svage spor af sølv løber fra hagen, under overlæben blottes de spidse tænder, nu hvor professor Brooks med sikker hånd hælder eliksir ind i hendes mund.
Mens modgiften virker og sender kraftige rystelser gennem hendes krop, opdager jeg for første gang for alvor, hvad rollespil kan. For jeg er vred og klar til oprør.




























