Problemer med kommunikationen: Fejl stoppede trafik til Amsterdam-lufthavn

Lyt til artiklen

Den internationale lufthavn Schiphol i Amsterdam oplevede onsdag problemer med kommunikationen mellem piloter og de personer, der styrer flytrafikken.

Problemet er siden løst, citerer nyhedsbureauet Reuters luftfartsmyndighederne i Holland for at oplyse på Twitter.

Omkring klokken 13 begyndte problemerne med kommunikationen mellem kontroltårnet i Schiphol i Amsterdam og flyene i luften.

Ifølge hjemmesiden Flightradar24, der overvåger flytrafikken globalt, blev mindst ti fly dirigeret væk fra Schiphol. Et reservesystem blev startet, og lufthavnen åbnede igen for både ankomster og afgange.

Teknisk problem bag nedbrud

Ifølge luftfartsmyndighederne i Holland, LVNL, var et teknisk problem årsag til nedbruddet. Det undersøges nu, hvad årsagen præcist er.

På Schiphols hjemmeside kan man læse, at en lang række fly er blevet forsinket i kortere eller længere tid.

Flere fly - inklusive et fly med kurs mod København - er aflyst. Flyet til København var planlagt til afgang 14.55. Flyet skulle lande i København 16.15.

Et fly fra København til Amsterdam, der skulle lande 14.15, er også aflyst, men det står ikke umiddelbart klart, om det har forbindelse til nedbruddet i Amsterdam.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her