Donald Trumps USA lider det ene nederlag efter det andet på turistfronten. Først blev amerikanerne i midten af september sendt ned på tredjepladsen efter Spanien og Frankrig, når det gælder antallet af internationale turister ifølge FN. Onsdag aften ved Danish Travel Awards måtte USA lide den tort, at naboen Canada fratog amerikanerne prisen fra sidste år i kategorien 'Bedste oversøiske rejseland' med Australien og Thailand på anden- og tredjepladsen.
Det blev afsløret i Cirkusbygningen i København, da Danish Travel Awards – den danske rejsebranches 'Oscar-uddeling' – blev afviklet for 24. gang. Rejsehjemmesiden StandBy.dk står bag den årlige prisuddeling, hvor de bedste aktører i rejse-, hotel- og turistbranchen bliver hædret.




























