Forestil dig et øjeblik de mange tusind passagerfly, der døgnet rundt bevæger sig gennem troposfæren og binder familier, forretninger og ferier sammen. Forestil dig de mere end 5.000 fly, der på en enkelt augustdag sidste år fløj igennem Londons luftrum. Vi flyver som aldrig før, og man behøver kun skue til Amager og udbygningen af Københavns Lufthavn i Kastrup for at forstå implikationerne af den voksende og i forvejen massive flyindustri.
Lad os derfor for en kort bemærkning adaptere Svend Brinkmanns opråb om vigtigheden af at ’gå glip’ til en turismekontekst. For måske er det på høje tid, at vi som rejselystne turister slår bremsen i, tager den brinkmannske ’nejhat’ på og forsøger at (gen)finde glæden ved alternative rejsevalg. Ikke kun på eksistentielt niveau.




























