Tusindvis af ansatte i lufthavnen Heathrow i London advarer om muligt rejsekaos over sommeren i forbindelse med flere planlagte strejker.
Det meddeler fagforeningen Unite, der repræsenterer de ansatte i Storbritanniens største lufthavn, skriver BBC.
Flere end 4.000 ansatte i lufthavnen har stemt for en strejke den 26.-27. juli, 5.-6. august og 23.-24. august.
Det vil ifølge de ansattes fagforening kunne skabe 'sommer rejsekaos'.
Der er dyb vrede omkring lønnen blandt arbejderne, som er helt afgørende for, at Heathrow Lufthavn kan drives problemfrit
Blandt de grupper, der varsler strejke, er blandt andet de ansatte i kundeservice, ingeniører og sikkerhedspersonale i lufthavnen.
Ledelse har plan
Ledelsen i Heathrow siger omvendt, at den har en beredskabsplan klar, som vil sikre, at lufthavnen forbliver åben og med normal og sikker drift.
Planerne om at strejke skyldes ifølge Unite, at et krav om lønstigning på 2,75 procent over 18 måneder er blevet afvist.
»Der er dyb vrede omkring lønnen blandt arbejderne, som er helt afgørende for, at Heathrow Lufthavn kan drives problemfrit«, siger Wayne King, der er talsmand for Unite.
Heathrow er den travleste lufthavn i Europa målt på passagerer og nummer syv globalt. I 2018 havde lufthavnen 80,1 millioner rejsende.
ritzau





























