De seneste fire måneder har Hongkong hver weekend oplevet demonstrationer og til tider voldsomme gadekampe, hvor demonstranter kaster med sten og molotovcocktails, mens politiet svarer igen med gummikugler, tåregas og vandkanoner.
Selv om det går voldsomt for sig, giver de dramatiske billeder i aviser og på tv til dels et skævt indtryk, fordi det kan se ud, som om hele Hongkong står i flammer. Det er ikke tilfældet. Snarere tværtimod. Hongkong er stadig en af Asiens – og verdens – mest fantastiske byer, og man kan trods uroen sagtens besøge denne metropol, hvis blot man husker at bruge sin sunde fornuft og holder sig opdateret om situationen.




























