Færgen fra midtjyske Grenaa til svenske Halland skifter 1. februar ankomsthavn fra Varberg til den mere end dobbelt så store købstad Halmstad, og det medfører nye muligheder for turister, der vil på byferie med kunst, kultur og shopping eller dyrke den hallandske natur.
Det er rederiet Stena Line, der med opbakning fra Norddjurs og Halmstad Kommuner har lagt ruten om, efter at Varberg Kommune opsagde aftalen med rederiet. Og selv om en del af økonomien i den nye rute handler om at fragte varer, giver den også bedre transportveje til feriegæster fra Aarhus-regionen og det meste af Jylland, mener linjechef Tony Michaelsen fra Stena Line.




























