»Jeg vil have dem hjem. Ikke til Savona«, siger Mette Bentzen.
Hendes forældre er blandt de omkring 50 danskere, der er fanget om bord på det coronaramte krydstogtskib ’Costa Luminosa’, som ligger til kaj i den sydfranske havneby Marseille.
Mindste tre personer er undervejs på krydstogtet blevet testet positive for covid-19 og bragt i land i Puerto Rico og på Tenerife.
De omkring 1.400 passagerer på skibet har nu været isoleret i deres kahytter i nogen tid og aner ikke, om de får lov at forlade skibet i Frankrig.
Passagerer venter på en afgørelse
Nyhedsbureauet Reuters rapporterer, at de franske myndigheder er i færd med at teste en række ’mistænkelige tilfælde’ på skibet.
»Den regionale sundhedsstyrelse foretager undersøgelser om bord, og vi afventer styrelsens afgørelse af, om passagererne må forlade skibet«, siger en talsmand for havnemyndighederne i Marseille til Reuters.
Men nu kan jeg tydeligt mærke på min mor, at hun er bange
Får passagererne ikke lov til at forlade skibet og rejse hjem fra Frankrig, er planen angiveligt at sejle videre til den italienske by, Savona, og sætte passagererne af der.
»Det vil være en katastrofe«, siger Mette Bentzen med henvisning til, at Italien har det højeste antal dødsfald forårsaget af coronavirussen.
»Italien har ikke kapacitet til at behandle flere syge, hvis nogen om bord skulle være syge«.
Mette Bentzen vil være tryg, hvis hendes forældre kan komme til Savona og tage direkte hen til et fly, hvor flyet med andre ord står parat.
»Så vil det være o.k. Men tanken om at de kommer til Savona, ligger til kaj uden at komme fra borde, og så skal igennem det samme, som krydstogsskibet i Japan, hvor flere og flere blev mere og mere syge på skibet. Hvis det sker i Savona, så vil de blive overført til det norditalienske sundhedsvæsen, som er tvunget fuldstændig i knæ. Den tanke er ikke til at bære«, siger hun.
Min mor er bange
Hendes forældre er godt oppe i 70’erne. Hendes far fik en bypassoperation for et par år siden, og hendes mor er plaget af gigt.
»Det er derfor de, tager på krydstogt, for så kommer verden til dem, og de skal ikke bevæge sig så meget rundt«, fortæller Mette Bentzen.
Hun talte sidst i telefon med sin mor torsdag.
»Min mor er rigtig god til at bevare roen. Ikke mindst når det handler om ikke at gøre os andre bekymrede. Men nu kan jeg tydeligt mærke på min mor, at hun er bange«, siger Mette Bentzen, der selv er psykolog.
»Hun bruger også flere og flere udråbstegn og spørgsmålstegn, når hun er i kontakt med os på Facebook, WhatsApp og beskeder«.
I følge Mette Bentzens mor går der bevæbnet politi på kajen, nogle er blevet ført fra skibet og det har været med alle værnemidler.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Den Danske Ambassade i Frankrig eller Udenrigsministeriets Borgerservice, men i følge DR har ambassaden sendt et brev til alle danskere om bord på ’Costa Luminosa’.
Vi håber, at I får lov til at gå i land med henblik på hjemrejse til Danmark
I brevet står der, at Udenrigsministeriets Borgerservice følger sagen, men at det er de franske myndigheders afgørelse, om passagerne får lov at forlade skibet.
»Vi håber, at I får lov til at gå i land med henblik på hjemrejse til Danmark«, skriver ambassaden ifølge DR.
Blev ikke informeret om smittet person om bord
Mette Bentzens forældre indledte krydstogten i begyndelsen af marts og gik om bord på ’Costa Luminosa’ i Florida.
»De var fantastisk meget i tvivl om, om de skulle tage afsted. Men på det tidspunkt blev det ikke frarådet at rejse, og de skulle et helt andet sted hen, nemlig til Mellemamerika«, fortæller hun.
Da forældrene nåede til Puerto Rico, og coronakrisen var strammet yderligere til, overvejede de, at stå af. De fik ikke at vide, at der var to om bord, der var blevet smittet og bragt i land.
»Havde de fået det at vide, så var de stået af i en fart og fundet et fly hjem, for der var det stadig muligt«, siger Mette Bentzen.
Hun har nu rådet sine forældre til at blive i deres kahyt og afvente situationen.
»Jeg har sagt til min mor, at hun skal blive, hvor hun er, hun skal bruge sin egen tallerken og sit eget bestik, som hun selv vasker af og spritter«, siger Mette Bentzen:
»I den her situation vil jeg hellere være lidt paranoid«.
fortsæt med at læse


























