Et fly af typen Boeing 777 er fredag morgen sikkerhedslandet i Ruslands hovedstad, Moskva, med motorproblemer, oplyser selskabet, der ejer flyet.
Det sker ikke mange dage efter, at et tilsvarende Boeingfly tabte en motor over USA og måtte foretage en nødlanding.
»Under en cargoflyvning med nummer 4520 fra Hongkong til Madrid blev der opdaget en fejlagtig operation i motor-kontrolsensoren«, oplyses det i en forklaring fra flyselskabet, Rossiya.
»Besætningen besluttede at foretage en sikkerhedslanding i Moskva«, fremgår det.
Flytrackere online bekræfter, at det drejer sig om et Boeing 777.
ritzau



























