2020 bliver af Københavns Lufthavn betegnet som det værste år siden Anden Verdenskrig.

Københavns Lufthavn får gigantisk underskud

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Coronakrisen har medført et stort underskud for Københavns Lufthavn.

Lufthavnen kommer ud af 2020 med et underskud på 638 millioner kroner. I 2019 tjente lufthavnen 1,02 milliarder kroner. Det viser årsregnskabet.

Underskuddet skyldes coronakrisen, som har betydet et brat fald i antallet af fly og passagerer i lufthavnen.

Københavns Lufthavn havde sidste år 7,5 millioner passagerer. Det er det laveste antal passagerer i lufthavnen i 50 år og er et fald fra 30,3 millioner i 2019.

Fyringsrunder sidste år

Lufthavnen var sidste år igennem fyringsrunder. Knap 800 ud af 2.600 fuldtidsstillinger er blevet nedlagt.

Også 2021 er startet med få afgange og passagerer. Der har i årets første to måneder været 281.109 passager.

Det er 93 procent lavere end i samme periode af 2020 - lige inden coronaudbruddet for alvor ramte Danmark.

Københavns Lufthavn har valgt ikke at komme med forventninger til 2021. Selskabet skriver i regnskabet, at situationen er for usikker.

»Der er stadig betydelig usikkerhed om, hvordan og hvornår rejserestriktionerne ophæves, og det er derfor ikke muligt at give en forventning for passagerantal, indtægter, resultat før skat og samlede investeringer, skriver lufthavnen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her