Når skolerne går på sommerferie, vil det igen blive muligt for danskere at tage på ferie i hele EU.
Et bredt flertal af Folketingets partier blev torsdag aften enige om en aftale, der lemper rejserestriktionerne sommeren over. Aftalen betyder, at en række EU-lande går fra ’gul’ til ’grøn, mens ’orange’ lande bliver ’gule’ på Udenrigsministeriets rejsevejledningskort.
Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
»Fra 26. juni kan danskere igen tage på ferie i hele EU uden at skulle fremvise test før hjemrejse eller at skulle i isolation, når ferien er slut«, skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i pressemeddelelsen.
»Dermed leverer vi på løftet om, at danskerne skal kunne rejse på sommerferie i Europa. Mange har måttet aflyse ferieplaner i det forgangne år, og verdenskortet har været orange og rødt. Med sommerferien kommer den grønne farve nu tilbage i rejsevejledningerne«, fortsætter udenrigsministeren.
Fakta
Rejserestriktioner lempes, og lande farves grønne
Det var ventet, at politikerne ville lande en aftale om lempelse af rejserestriktionerne. 26. juni er nemlig den dato, som de europæiske lande har givet hinanden håndslag på, at coronapasset skal kunne tages i brug.
Samtidig vil det også blive lettere for borgere i andre lande at rejse ind i Danmark. For eksempel bortfalder testkravet efter indrejse i Danmark fra de nye grønne lande og Schengen-lande. Danskere, der vender hjem efter rejser fra grønne, gule og orange lande, vil heller ikke skulle testes, inden de rejser ind i Danmark. Test vil kun blive krævet ved afrejse fra røde lande.
SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, kalder aftalen »balanceret og fornuftig«:
»Hver sommerferie rejser mange EU-borgere på ferie i Danmark, og danskerne rejser ud i andre EU-lande. Med dagens aftale skabes der tryghed om, at dette kan foregå lettere, når man passerer grænsen på vej ind i Danmark. Samtidig opretholder vi skrappere regler for tredjelande, hvor der kan være mutationer af virus, som ikke skal spredes i Danmark. Det er balanceret og fornuftigt!«
Der er også godt nyt til erhvervslivet. Danske erhvervsdrivende, der rejser ind i Danmark efter ophold i et orange land, vil ikke længere skulle i isolation efter indrejse.
Med aftalen holdes der stadig fast i en række restriktioner for rejsende, der har opholdt sig i såkaldt røde lande. Alle rejsende, der 10 dage inden indrejse i Danmark har opholdt sig i et rødt land, skal for eksempel testes og gå i isolation efter indrejse.
Lempede restriktioner for erhvervslivet bliver modtaget med glæde i Dansk Industri (DI).
»Det er helt afgørende, at vi har fået fjernet isolationskravet for langt flere. Det har været et meget stort problem, at både turister og erhvervsrejsende har skullet i isolation, for det giver jo ikke mening at begynde din ferie eller erhvervsrejse med fire dage buret inde på dit værelse«, skriver international direktør i DI Thomas Bustrup i en kommentar til Ritzau.
Begejstringen for lettelserne for erhvervslivet deles af Venstre.
»I Venstre er vi glade for at have nået en bred aftale, der gør, at en lang række forhindringer for ind- og udrejse i EU fjernes. Vi åbner samtidig Danmark mere for erhvervsrejsende, der ikke længere skal i karantæne, hvis de rejser fra et orange land. Det er godt for turismen og de mange følgeerhverv, rejsebranchen, erhvervslivet og for de danskere, der rejser ud i Europa denne sommer. Med aftalen fjernes isolationskrav, testkrav, og flere lande bliver tilgængelige for et meget stort antal rejsende«, skriver udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen og turismeordfører Anni Matthiesen i en fælles udtalelse i pressemeddelelsen.
fortsæt med at læse


























