Arbejdsretten pålægger søndag luftfartsselskabet SAS’s bagagepersonale i lufthavnen at genoptage arbejdet.
Det oplyser SAS til TV 2.
Det er personalet ved selskabet SAS Ground Handling (SGH), der hører under SAS, som siden lørdag morgen har nedlagt arbejdet i strid med overenskomsten.
Sagen er søndag endt i Arbejdsretten, der altså kort før middag har afgjort, at de SGH-ansatte skal vende tilbage til arbejdet.
Det har skabt forsinkelser på en lang række afgange fra Københavns Lufthavn i weekenden, og det er især SAS, der er ramt af den overenskomststridige strejke.
Luftfartsselskabet har gennem weekenden fastholdt, at det forventer, at de ansatte snarest vender tilbage til deres arbejdsopgaver.
Lørdag og søndag har flere ledende medarbejdere været kaldt ind for at give en hånd med bagagen, så flyene kunne lette - dog i mange tilfælde med forsinkelser og uden bagage.
SAS forsøger i de tilfælde at sende bagagen med det næste tilgængelige fly.
På grund af problemerne med bagagehåndteringen skal nogle af de rejsende, der ankommer til Københavns Lufthavn med indchecket bagage, vente længere på at få deres kufferter med sig.
Kort efter klokken 12 søndag er der fire forsinkede SAS-afgange. Afrejsetidspunktet er i de tilfælde udskudt med mellem 25 minutter og to timer og 45 minutter.
Der er desuden to aflyste flyafgange for SAS. Det ene skulle lette 12.35 med kurs mod San Francisco i USA, mens det andet klokken 12.45 skulle være fløjet mod Tallinn i Estland.
ritzau




























