Bagagemedarbejdere skal inden tirsdag bekræfte, at de vil møde på arbejde. Ellers betragtes det som opsigelse.
SAS har mandag sendt et brev med en kraftig advarsel til de strejkende bagagemedarbejdere i Københavns Lufthavn.
Det oplyser SAS mandag aften til Ritzau.
SAS meddeler, at man ser det som en opsigelse, hvis medarbejderne ikke møder op efter vagtplanen tirsdag.
»Vi kan bekræfte, at vi har sendt et brev ud efter Arbejdsrettens afgørelse her i dag efter tre dages overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Medarbejderne skal inden klokken 23.59 bekræfte, at de vil møde op på arbejde i overensstemmelse med deres vagtplaner«.
»Det er vigtigt for os at pointere, at de selv vælger at bringe deres ansættelsesforhold til ophør umiddelbart, hvis de ikke meddeler, at de vil møde op på arbejde«.
»Vi regner med, at de kommer på arbejde i morgen, og at vi igen kan tilbyde vores passagerer den service, de kan forvente sig af SAS«, hedder det i en erklæring fra flyselskabet.
Endnu ikke genoptaget arbejdet
I brevet til medarbejderne, som TV 2 har set, står der, at deres ansættelsesforhold ’vil blive anset for at være ophørt’, hvis ikke de bekræfter, at de vil møde op på arbejde.
Arbejdsretten har mandag eftermiddag skærpet boden og pålagt de strejkende, som er ansat i SAS Ground Handling (SGH), at genoptage arbejdet.
De ansatte i SGH, der blandt andet håndterer bagagen i Københavns Lufthavn, nedlagde arbejdet lørdag morgen.
Søndag blev de pålagt at genoptage arbejdet mandag morgen, men det nægtede de at gøre.
Formand for 3F Kastrup Henrik Bay-Clausen bekræfter, at bagagepersonalet hos SAS kan blive fritstillet, hvis ikke de genoptager arbejdet tirsdag.
»Jeg kan bekræfte, at muligheden for at blive fritstillet blev nævnt i Arbejdsretten i dag. SAS har grebet til det lidt hurtigere, end vi havde regnet med«.
»Tillidsfolkene har pointeret risikoen for fritstilling over for de strejkende«, siger han mandag aften.
Mandag aften klokken 21 har ansatte i SAS Ground Handling (SGH), bagagepersonalet hos SAS, endnu ikke genoptaget arbejdet, som de nedlagde lørdag morgen.
Arbejdsretten har siden to gange fastslået, at der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Det gjorde den senest mandag eftermiddag.
Her blev der også gjort opmærksom på, at SAS kan fritstille medarbejdere, hvis ikke de er i arbejde igen tirsdag.
SAS har mandag i et brev til de strejkende meddelt, at det betragtes som en opsigelse, hvis de ikke inden midnat mandag bekræfter, at de møder som planlagt tirsdag og genoptager arbejdet.
Mandag aften klokken 21 er status, at de stadig strejker.
»Der er stadig møder derude, hvor tillidsfolkene gør, hvad de kan. De går rundt og prøver at få arbejdet i gang og gør opmærksomme på risikoen for fritstilling«, siger Henrik Bay-Clausen.
Han oplyser, at der ifølge hans oplysninger ’desværre’ ikke foregår nogen forhandlinger mellem SAS og de strejkende sideløbende med arbejdsnedlæggelsen.
ritzau
fortsæt med at læse




























