Sunweb og Apollo, der samarbejder med SAS, opfordrer til en løsning, så danskere trygt kan rejse på ferie.

Berørte rejseselskaber opfordrer til løsning i SAS-konflikt

Køer i Arlanda-lufthavnen i Stockholm i mandags.  Foto: 11950 Ali Lorestani/tt/Ritzau Scanpix
Køer i Arlanda-lufthavnen i Stockholm i mandags. Foto: 11950 Ali Lorestani/tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 12.03.

Flere rejseselskaber opfordrer nu til en løsning mellem SAS-piloterne og deres arbejdsgiver. Et af de selskaber er Sunweb, der samarbejder med SAS om at flyve tusinder af danskere på ferie. På grund af SAS-piloternes strejke er der dog indtil videre mere end 6.000 af Sunwebs kunder, der er blevet påvirket af strejken.

Fortsætter strejken, vil endnu flere få aflyst deres afgange, varsler Mattijs ten Brink, direktør i Sunweb Group.

»Jeg kalder på begge parter for at finde en løsning hurtigst muligt, da strejken har store konsekvenser for både branchen og feriegæsterne«, siger direktøren i en pressemeddelelse.

Også Apollo, der ligeledes flyver tusinder af danskere på ferie med SAS-fly, ser gerne, at der snart findes en løsning mellem parterne.

»Vi har nu sendt et brev til SAS og pilotforeningen, hvor vi på det kraftigste opfordrer parterne til at komme tilbage til forhandlingsbordet«, siger Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo, til Ekstra Bladet.

SAS og DI opfordrer til forhandlinger

Dansk Industri opfordrer også piloterne til at forhandle på ny med SAS. Hvis flyselskaberne skal have bedre økonomiske forudsætninger i fremtiden, bør piloterne komme over på en brancheoverenskomst, lyder opfordringen i en meddelelse fra SAS og Dansk Industri (DI).

»Hver dag, konflikten står på, er der 30.000 mennesker, som får aflyst deres rejse og ødelagt deres sommerferie. Vi opfordrer piloterne til at tage imod invitationen fra SAS, stoppe strejken og komme tilbage til forhandlingsbordet«, siger Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport.

Han mener, at en brancheoverenskomst vil sikre både virksomheder og piloter gode vilkår og stabile forhold.

»Den vil skabe ro om arbejdsforholdene, så vi undgår konstante konflikter til skade for medarbejdere, flyselskaber og passagerer«, siger Karsten Lauritzen.

I øjeblikket strejker omkring 1.000 SAS-piloter, hvoraf nogle af dem er ansat i Danmark. Årsagen til strejken er, at piloterne ikke har været tilfredse med det tilbud om en ny overenskomst, som SAS har lagt på bordet. I DI, der altså opfordrer piloterne til at forhandle om en brancheoverenskomst, påpeger Karsten Lauritzen, at brancheoverenskomster er almindelige i Danmark.

»Det er luftfartsbranchen, der er ualmindelig med en hård konkurrence mellem selskaberne om medarbejdernes løn og arbejdsvilkår. Der er brug for, at flyselskaberne får den nødvendige ro og konkurrencedygtighed, så de bedre kan klare sig i den skærpede internationale konkurrence«, siger Karsten Lauritzen.

SAS-piloterne i Danmark er organiseret i fagforeningen Dansk Metal. Herfra siger forhandlingschef Keld Bækkelund Hansen, at man altid er indstillet på at vende tilbage til forhandlingerne. Han har dog svært ved at se, hvordan en brancheoverenskomst ville kunne løse noget nu og her.

Blandt andet peger han på, at man ikke kan ophæve de overenskomstaftaler, der er indgået og lige nu gælder rundt om i flyselskaberne. Derfor vil en brancheoverenskomst kun være aktuel for nye medlemmer i DI, siger forhandlingschefen, som imidlertid ikke afviser, at der på sigt kan være en idé i en samlet overenskomst for branchen.

»Hvis man blander en brancheoverenskomst ind i de her forhandlinger, så bliver det et langt stræk, fordi det er der ikke udsigt til, at man kan lave den hen over en sommer. Det er noget, der kræver et stort forudgående arbejde, og så vil den i øvrigt ikke blive gældende for andre end dem, der melder sig ind i DI, efter at den her overenskomst er blevet lavet«, siger Keld Bækkelund Hansen.

Piloterne indstillet på at hente strandede passagerer hjem

Mens SAS endnu ikke er enedes med piloterne om en ny overenskomstaftale, som hele konflikten drejer sig om, ser parterne ud til at være blevet enige om, at strandede danskere i udlandet skal hentes hjem. Konkret lægges der op til, at piloterne bryder deres strejke for at hente de strandede turister hjem til Danmark. Piloterne ønsker dog kun at hente folk hjem og ikke flyve danskere ud på ferie.

Det svenske nyhedsbureau TT skriver, at omkring 3.000 af de Apollo-turister, der er strandet i blandt andet Grækenland, vil blive fløjet hjem fredag.

»Vi er enormt taknemmelige. Der er mange, der nu skal hjem, som har været bekymrende«, siger kommunikationschef Sandra Miller Kinge fra Apollo til TT.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her