Det blev heller ikke fredag, at afventede sommerrejsende kunne få ro i maven. SAS-forhandlingerne, der har stået på siden onsdag, stoppede lidt over 20 dansk tid – uden at have landet en ny aftale, der kunne få de strejkende piloter i luften.
Henrik Thyregod er leder for den Danske Pilotforening, og han tog imod pressen, da han forlod forhandlingslokalet i den svenske hovedstad Stockholm. Her fortalte han, at der nu var brug for at sove lidt.
Han havde følgeskab af Jan Levi Skogvang fra den norske pilotforening.
»SAS ser ud til at have god tid. Vi har været i gang længe nu, man ser ud til at have god tid, vi taber 130 millioner om dagen. Det er mange penge«, siger Jan Levi Skogvang til VG.
Fredag startede tredjdedags-forhandlingerne ud klokken 10. Da parterne kom tilbage efter frokost, var det ikke just med optimisme.
»Vi har været ude og spise et par hotdogs. Det var samme situation som i går, vi venter og venter i mange timer, men der sker ikke så meget«, sagde Henrik Thyregod til den norske presse, før frokostpausen sluttede.
Klokken 16 fortalte Roger Klokset, der er leder for Norske SAS-piloters forening, at der endnu ikke havde været kontakt mellem piloterne og SAS.
Ved 18-tiden mødte SAS’ forhandlingsleder, Marianne Hærnes, pressen, og her berettede hun, at parterne arbejde intenst på at finde en løsning. Hun fortalte også, at grunden til, at der ikke havde været kontakt mellem SAS og piloterne i løbet af dagen, var, at »de havde arbejdet intenst fra deres side for at sikre en fremtid for SAS«.
Forhandlingerne genoptages igen lørdag.
fortsæt med at læse


























