Vi må konstatere, at en norsk time ikke er det samme som en dansk time. Det var ellers det, en lokal nordmand ellers havde forsikret os om, at turen til toppen ville tage. Men efter to en halv times opstigning på fjeldski nærmer vi os nu endelig Urdeggi-toppen i Vikafjellet godt 160 kilometer nordøst for Bergen.
Til gengæld har vi nydt hver en meter natur hele vejen op. Det er i hvert fald, hvad vi bilder os selv ind, mens vi ignorerer ømheden, der langsomt er kommet snigende i lår og lyske. Skuldrene brokker sig også lidt, mens forårssolen står højt på himlen, og rygsækkene er blevet tungere, i takt med at flere lag tøj er taget af. Det vejer godt til sammen med de mange liter vand og snacks.
Vi er taget til Myrkdalen i fire dage i april. Vi har i flere år hørt, at området er et must at prøve af, hvis man er til uspolerede fjeldoplevelser. Området er kendt for sin uberørte alpin-offpiste og topture med skitouring, men også for uanede hektar landskab til fjeldski – den disciplin, nordmændene som de eneste i Europa dyrker i stor stil.
Den kombinerer langrend og let alpint skiløb, hvor udstyret består af en lidt bredere langrendsski med stålkanter og skind, også kaldet fæller, under. Hælen er dog løs som på netop langrendsski, så nedfarterne kan klares med klassisk telemarkteknik – eller for de mindre vovede: plovkørsel med bagenden godt strittende.
