Vi mærker Lofotens voldsomme vejr, før vi overhovedet sætter vores ben på den nordnorske øgruppe. Det lille fly, vi er med, lander midt i en storm, og selv da flyet sætter hjulene på landingsbanen, bliver vinden ved med at skubbe den lille maskine rundt.
Mens vi venter på vores bagage, taler to medarbejdere om, hvorvidt vejene må lukke for det voldsomme vejr, og da vi en times tid senere lader os synke ned i en sofa i den ombyggede fiskerhytte, som er vores hjem for natten, er det med et lettelsens suk.
Vinden suser uden for de tynde vinduer og rusker i taget. Men vi er kommet frem. Nu kan vores arktiske roadtrip begynde, også selv om det måske ikke bliver helt som planlagt. For den hundeslædetur og rib-bådsafari, som vi forsøgte at booke, mens vi stadig var i Danmark, kan ikke lade sig gøre.
For vejret bestemmer alt i vintermånederne her nord for polarcirklen. Både for de lokale og for os, nogle af de få turister, der har begivet sig til øgruppen i de mørke måneder.
