Lokale i bjergbyen Checacupe nægter at sælge strandede turister mad og vand, fortæller en kvinde.

Turister er strandet: »Vi er blevet taget som gidsler i Peru«

Foto: Jesus Tapia/Ritzau Scanpix
Foto: Jesus Tapia/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mange udenlandske turister har siden tirsdag været strandet i en peruansk bjergby som følge af voldelige protester i landet. En af turisterne, en costaricansk-venezuelansk kvinde ved navn Wilmaris Villarroel, beretter om sygdom og sult blandt gruppen af udlændinge, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De omkring 60 turister strandede i bjergbyen Checacupe i Cusco-regionen i de tidlige morgentimer tirsdag, da deres busser blev stoppet på vej til La Paz i Bolivia.

Ifølge Wilmaris Villarroel nægter de lokale at lade gruppen, der inkluderer børn og ældre mennesker, rejse videre.

»De siger, at hvis vi forsøger at passere, vil de brænde os levende«, siger Wilmaris Villarroel.

Det har ikke været muligt for Reuters at bekræfte denne påstand.

Wilmaris Villarroel fortæller videre, at gruppens bolivianske buschauffører har været uvillige eller ude af stand til at vende om. Samtidig har politiets tilstedeværelse været minimal. Derudover har bestræbelserne på at sikre hjælp fra udenlandske ambassader i Peru ifølge Villarroel været forgæves.

I en video optaget af den costaricansk-venezuelanske kvinde og verificeret af Reuters beder turister fra Argentina, Chile, Frankrig, Japan, England, Peru og USA om international hjælp.

»Vi er blevet taget som gidsler i Peru«, siger en fransk kvinde i videoen.

Ifølge Wilmaris Villarroel har gruppen kun få kontanter, og lokale nægter angiveligt at sælge dem mad og vand, hvilket efterlader dem sultne og dehydrerede. Samtidig fortæller Villarroel, at flere er ved at blive syge, fordi de er tvunget til at sove i busserne, hvor toiletterne ikke længere fungerer.

»Vi er ikke skyld i det, der sker i landet. Det er et smukt land, og vi vil bare gerne fortsætte vores rejse«, siger hun.

20 danskere strandet

Knap 100 kilometer nord for Checacupe i området omkring den berømte inkaby Machu Picchu har næsten 800 turister ligeledes været fanget siden tirsdag. Årsagen er, at togtrafikken i området er blevet indstillet som følge af protesterne i landet efter afsættelsen og anholdelsen af landets ekspræsident Pedro Castillo.

Sent torsdag aften oplyste Udenrigsministeriet til Ritzau, at der befinder sig mindst 20 danskere i området omkring Machu Picchu.

»Der har ikke været rapporter om, at det som turist skulle være farligt at opholde sig på sit hotel. Rejsende i Peru opfordres derfor til at afvente situationen fra opholdsstedet«, lød det fra Udenrigsministeriet.

Ifølge ministeriet kan der være flere danskere i området, og Udenrigsministeriet har sendt en medarbejder fra den danske ambassade i Chile til Lima, hovedstaden i Peru.

Danmark har ingen ambassade i Peru.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her