Smitten med corona i Kina bekymrer de amerikanske myndigheder, som indfører testkrav for rejsende fra Kina.

USA strammer reglerne for rejsende fra Kina

Foto: Tingshu Wang/Ritzau Scanpix
Foto: Tingshu Wang/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Besøgende til USA fra Kina skal fra 5. januar kunne fremvise en negativ coronatest, som ikke er mere end to døgn gammel, før de må rejse ind i landet.

Det oplyser embedsfolk fra de amerikanske sundhedsmyndigheder.

Kravet gælder rejsende, som er mindst to år gamle, og som flyver fra enten Kina, Macao eller Hongkong.

Dermed er USA det foreløbigt femte land, som indfører nye indrejserestriktioner fra Kina. De andre er Indien, Italien, Japan og Taiwan.

Kravet kommer efter, at Kina har løsnet landets stramme coronarestriktioner betydeligt.

Samtidig er det vanskeligt at få informationer om Kinas coronatal. De amerikanske sundhedsmyndigheder er bekymret for, at en voldsomt stigende smitte i Kina kan føre til nye varianter.

Frygten for en stigende smitte begrunder myndighederne med, at der er en stor andel af den kinesiske befolkning, som ikke har været udsat for coronavirus. Den smitsomme omikronvariant er også kommet ind i landet.

Samtidig har Kina fjernet landets regler om test og nedlukninger, som var nogle af de mest indgribende i verden.

Det mener USA kan føre til omfattende smitte og hospitalsindlæggelser i Kina.

Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder er det eksempelvis sværere at danne sig et billede af, hvor mange, der bliver smittet, når færre nu skal testes i Kina.

Reglerne blev løsnet, efter at der var protester imod coronareglerne i Kina tidligere på måneden.

Nogle eksperter i global sundhed er bekymrede for, at der nu kan blive smittet op imod en million personer i Kina om dagen.

Modeller forudser også, at Kina potentielt kan opleve to millioner coronarelaterede dødsfald eller flere.

Der er ni vacciner tilgængelige i Kina, som er godkendt indenrigs. Men ingen af dem er blevet opdateret til omikronvarianten.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her