Det stigende antal tyske turister på vestkysten lægger pres på eksisterende lægehuse i et område, der også kæmper med generel lægemangel. Men nu åbner Blåvand Lægehus dedikeret til besøgende udefra.

Danmark får sin første lægeklinik målrettet turister

Det kommende tysktalende lægehus i Blåvand overtager det lokale turistbureaus lokaler på hovedgaden, mens turistservicen flytter til Blåvand Fyr. Foto: Søren Emil Mogensen
Det kommende tysktalende lægehus i Blåvand overtager det lokale turistbureaus lokaler på hovedgaden, mens turistservicen flytter til Blåvand Fyr. Foto: Søren Emil Mogensen
Lyt til artiklen

Den 1. april åbner den nye lægeklinik Blåvand Lægehus i Blåvand på vestkysten nord for Esbjerg. Og er du på sommerhusferie i området og har brug for akut lægehjælp i den nye klinik, skal du nok lige pudse dine tyskkundskaber af inden.

For Blåvand Lægehus bliver Danmarks første lægeklinik, der er målrettet turister, og da over 80 procent af turisterne i området er tyskere, er folkene bag det nye lægehus allerede nu i færd med at rekruttere tyske læger, fortæller ejer af Dit Lægehus i Ølgod Jacob Søndergaard, der har taget initiativ til den nye turistklinik.

»I første omgang skal jeg ansætte en læge og to sygeplejersker. Jeg har fem ansøgninger liggende fra tyske læger, der nu skal til samtale. Mit krav er, at de skal flytte hertil, integrere sig og lære dansk«, siger Jacob Søndergaard, der dog kan berolige mulige danske patienter med et begrænset tysk ordforråd med, at personalet på klinikken vil være dansk.

Ingen forventninger

Baggrunden for den nye tysktalende lægeklinik er, at de praktiserende læger i Varde kommune, de seneste år har oplevet et stort pres på de eksisterende lægehuse – både fra besøgende turister udefra, men også på grund af lægemangel i området.

Det er den problematik, Jacob Søndergaard gerne vil være med til at løse med det kommende Blåvand Lægehus og ikke, fordi han tænker, at det kan bliver en guldgrube at tage imod tyske turister.

»Jeg ved ikke, om der er en forretning her. Det er først og fremmest for at afhjælpe et problem, at vi åbner. Vi hjælper tyske turister, og vi hjælper de lokale, der nu får bedre adgang til deres egen læge, da vi flytter belastningen fra nogle af kollegerne i området«, siger Jacob Søndergaard, der indtil videre har lavet et nulbudget, fordi han ikke ved, hvordan projektet vil udvikle sig.

I en pressemeddelelse siger Peter Nielsen, som er handels- og udviklingschef, Blåvand Ho Erhverv, at det nye lægehus er et vigtigt kvalitetsløft for turismen ved vestkysten.

»Det har været en stor udfordring for overnatningsstederne at hjælpe syge gæster, fordi der er pres på de lokale læger. En dedikeret lægeservice vil skabe en helt ny tryghed for både gæster og turismeaktører«.

Lokale er også velkomne

Destination Vesterhavet er det turismeområde i Danmark med flest internationale turister. I årets første 10 måneder af 2022 besøgte 7.823.100 udenlandske gæster Vesterhavet.

Den nye lægeklinik overtager lokalerne på hovedgaden i Blåvand fra det lokale turistbureau, der flytter til Blåvand Fyr. Det sker allerede i begyndelsen af februar. Dernæst rykker håndværkere ind for at gøre lokalerne til en akutlægeklinik.

Lægehuset vil udelukkende fokusere på akutte medicinske behandlinger. Ifølge Jacob Søndergaard vil det typisk være akut opstået sygdom som øre- eller halsinfektioner, solskoldninger eller måske nogen, der har skåret sig på en musling, som personalet i lægehuset skal behandle.

Selv om Blåvand Lægehus bliver Danmarks første lægeklinik, der er målrettet turister, og der således ikke vil være tilknyttet faste patienter til klinikken, er lokale borgere naturligvis velkomne med akutproblemer. Blåvand Lægehus vil være som minimum alle hverdage hele året, mens der i højsæsonerne skrues op til at være åbent alle ugens syv dage og længere åbningstider.

Sune Højrup Bencke

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her