Det bliver DSB’s øverste direktør, Flemming Jensen, der skal være formand for Naviairs bestyrelse.

Topchefen i DSB skal rydde op i dansk flykaos

Foto: Sofia Busk/Sofia Busk
Foto: Sofia Busk/Sofia Busk
Lyt til artiklen

DSB’s topchef, Flemming Jensen, skal være ny bestyrelsesformand i Naviair.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Naviair er det statslige selskab, der styrer overvågningen af det danske luftrum. Det er derfor også arbejdsgiver for flyvelederne i Københavns Lufthavne, der siden marts har været i konflikt med Naviair.

Det har betydet, at passagerer i hundredtusindvis har oplevet forsinkelser og aflysninger, fordi flyvelederne er nødvendige for at dirigere lufttrafikken. I april var 45 procent af alle flyvninger til og fra Københavns Lufthavn i Kastrup forsinkede mere end et kvarter.

Flemming Jensen fortsætter som administrerende direktør i DSB.

Han har tidligere været pilot og koncerndriftsdirektør i SAS. Derfor mener, transportminister Thomas Danielsen, at han har de rette kompetencer til jobbet.

»Han kender luftfartsbranchen, og så har han mange års erfaring med drift. Han har været med til løfte DSB’s image og har skabt en velfungerende organisation, hvor der er stabilitet og tillid«, siger transportministeren i pressemeddelelsen.

Den snart forhenværende bestyrelsesformand i Naviair, Anne Birgitte Lundholt, stopper i selskabets bestyrelse ved selskabets generalforsamling i juni.

Hun har siddet på posten i mere end 12 år.

Sammen med den øvrige bestyrelse skal Flemming Jensen ansætte en ny administrerende direktør.

Den tidligere administrerende direktør, Claus Baunkjær, stoppede på posten ved udgangen af marts efter blot otte måneder på posten.

Der er i øjeblikket mangel på flyveledere i Københavns Lufthavn, og det har ført til en konflikt mellem Naviair og flyveledernes fagforbund, Datca.

Naviair vil gerne have flyvelederne til at tage flere ekstravagter, hvorimod flyvelederne mener, at ekstravagterne har taget et for stort omfang.



Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her