Slutter i morgen: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Ingen kom til skade, da en passager på et sydkoreansk fly åbnede nødudgangen, mens flyet var i luften. Politiet efterforsker nu hændelsen.

»Folk, som sad tæt på døren, besvimede en efter en«: Passager åbner nødudgang under flyvetur

Foto: Yonhap News Agency/Ritzau Scanpix
Foto: Yonhap News Agency/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Et fly fra luftfartsselskabet Asiana Airlines er fredag landet i god behold, efter at en af flyets døre blev åbnet i luften, skriver nyhedsbureauet Reuters. Flyet var på vej fra den sydkoreanske ø Jeju til millionbyen Daegu, da en af dørene kortvarigt åbnede sig. Det var angiveligt en af passagererne, der åbnede for en af nødudgangene, siger en talsperson fra Asiana Airlines.

»Politiet er ved at efterforske hændelsen, efter at en passager, der sad nær nødudgangen, sagde, at han rørte udgangens håndtag«, lyder det.

Manden, der angiveligt er 33 år, blev anholdt, da flyet landede, skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap ifølge det britiske medie BBC. Flyet landede omkring klokken 12.40 lokal tid i Daegu. Døren var angiveligt blevet åbnet kort før landingen.

Ingen kom til skade under episoden. Nogle passagerer blev dog bragt til hospitalet med åndedrætsbesvær på grund af chok. Daegus beredskab oplyser, at ni personer har været på hospitalet.

»Det var kaotisk, og folk, som sad tæt på døren, besvimede en efter en. Flypersonalet efterspurgte læger om bord på flyet, mens andre løb paniske ned af gangen«, fortæller en passager til det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap News.

»Jeg troede, at flyet var ved at sprænge i luften. Jeg troede, jeg skulle dø sådan her«, siger han.

Ifølge passagerer som Yonhap News har talt med, forsøgte den 33-årige mand at springe ud af flyet.

»Stewardesserne råbte om hjælp, og folk rundt omkring klyngede sig til ham og trak ham ind«, fortæller en af dem.

Personalet var ikke i stand til at lukke døren igen, eftersom flyet var i gang med at lande.

Ifølge nyhedsmediet Bloomberg var der 194 passagerer om bord på flyet. Øen Jeju, hvorfra flyet lettede, er en populær feriedestination i Sydkorea. Den ligger syd for Sydkorea og vest for Japan.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her